Connect with us

Aftenskolen

Brancheindblik – E-handel

E-handel

Brancher

Brancheindblik – E-handel

Bor du i Danmark, og har du en computer samt adgang til internettet, har du med overvejende sandsynlighed handlet på internettet en eller flere gang i det forgangne år. Ifølge en analyse fra Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH) handlede danskerne for mere end svimlende 100 milliarder kroner sidste år – en stigning på hele 16 % fra 2015.

Af rapporten fremgår det, at særligt rejser, tøj og IT bliver købt online. Tilsammen udgør disse vare- og ydelseskategorier hele 49,8 milliarder kroner eller næsten 50 % af den samlede e-handel – alle med tocifrede vækstrater sammenlignet med 2015. Markedet er således enormt, og hver eneste dag forsøger nye webshops at få en bid af den voksende kage – det er nemlig billigere end nogensinde at komme i gang med sin egen webshop. Dette betyder også, at mulighederne for at finde beskæftigelse i en digital forretning er bedre end nogensinde før.

I dette brancheindblik kigger vi nærmere på den danske e-handelsbranche, herunder alt fra den typiske virksomhedsprofil til fremtidsudsigterne. Uanset om du dit drømmejob er inden for kommunikation, markedsføring eller salg, har du gode muligheder for at finde dit drømmejob hos en hjemmeside eller webshop.

De store er med på noderne – væksten forventes at fortsætte

Det er vanskeligt at sige noget generelt om den typiske danske virksomhed, der er til stede på internettet med en hjemmeside eller webshop, hvorfra det er muligt for dennes kunder at købe varer eller tjenesteydelser.

En undersøgelse fra Dansk Erhverv fra 2015 viste dog, at det især er større virksomheder, som virkelig lader til at drage fordel af en digital forretningsplatform. Hele 30 % af de adspurgte virksomheder med mere end 250 ansatte solgte i 2014 produkter på nettet – tallene for små- og mellemstore virksomheder (SMV’ere) var henholdsvis 9 og 16 %.

Som tidligere nævnt udgør kategorier såsom rejser og tøj en markant del af den samlede omsætning i den danske e-handel, men analysen fra FDIH viste ligeledes, at alle undersøgte erhverv – lige fra dagligvarer til kulturoplevelser – kunne notere sig pæne stigninger. Forventningen er tilmed, at udviklingen i de kommende år vil fortsætte som et resultat af en forventet stigning i privatforbrug, lavere arbejdsløshed og ændrede forbrugsvaner.

Hvilke karrieremuligheder har du i branchen, og hvad kræves der af dig?

Administration, branding eller IT – der er stort set ingen begrænsninger i forhold til jobmulighederne inden for e-handel. Større virksomheder vil typisk have deciderede afdelinger, der varetager udvalgte funktioner såsom marketing eller kommunikation, hvor du har mulighed for at udnytte dine evner, og selvom en del af forretningen er digital, vil der ofte også være opgaver, der foregår offline.

På mange måder kan webshops altså sammenlignes med traditionelle forretninger i den forstand, at medarbejderstaben er alsidig og kan varetage mange forskelligartede arbejdsopgaver, der ikke nødvendigvis udelukkende er digitale.

På trods af den enorme omsætning på godt og vel 100 milliarder kroner er branchen stadig forholdsvis ung. Dette kan både være en fordel og ulempe som arbejdssøgende. Fordelen er, at de meget forskellige virksomheder gør det muligt at arbejde både som ufaglært og kandidat.

Der er med andre ord ikke fokus på en eller to uddannelser eller udvalgte egenskaber, men et bredt spektrum. Omvendt er det vigtigt at have in mente, at efterhånden som branchen udvikler sig, kan visse arbejdsopgaver blive overflødiggjort – dette er kendetegner hele arbejdsmarkedet, men måske i endnu højere grad e-handelsbranchen, hvor kundernes ønsker og behov dikterer udviklingen.

Som arbejdssøgende er det således nødvendigt at være omstillingsparat og fleksibel, da dine arbejdsopgaver ikke nødvendigvis er de samme i morgen som i dag. Din faglige baggrund er naturligvis vigtig, om end mange af de skarpeste hjerner er autodidakte.

Selvstændighed og et digitalt mindset er nøglen til en succesfuld karriere inden for e-handel, hvilket nok også er årsagen til, at man iværksættere i disse år vælger internettet som forretningens primære platform. Bliv klog på internettets mange muligheder for iværksættere på Webshop Guru.

Hvordan ser fremtiden for e-handel ud?

Eksperterne er enige – 100 milliarder kroner er blot toppen af isbjerget. I fremtiden vil vi efter alt at dømme foretage en større del af vores indkøb digitalt, hvilket flere større danske virksomheder for længst har indset, herunder eksempelvis Dansk Supermarkeds nye webshopløsning, der skal konkurrere med pioneren Nemlig.com.

I takt med at en større del af danskernes forbrug flyttes fra de fysiske butikker til webshops på nettet, vil arbejdspladser helt naturligt følge med; alt fra lagerarbejde og fragt til markedsføring og bogføring. Jobindex har sågar en helt sektion med jobs i e-handelsvirksomheder og webshops. Se mere her.

Er du dynamisk, dus med “www.” og ikke bleg for at løse digitale udfordringer, er alle døre i branchen for e-handel åbne både nu og i fremtiden – uanset om du er tekstforfatter, tekniker eller truckfører.

Fortsæt
Se også...
Klik for at kommentere

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Mere i Brancher

Til Top